Byen
er i dag en aktiv landsby med mange aktiver der har tilpasset sig nutidens
behov for en landsby. Nedenstående kan læses kort om nogle af de ting området
byder på.
Nøvling
skole. Skole med nærhed. Skolen er nuværende med knap 100 elever. Hverdagen
bygger på læring gennem social ansvarlighed og trivsel, engagement, nysgerrighed, kreativitet, nærhed og fællesskab.
Der arbejdes bevidst med visioner, pejlemærker og trivsel. Skolen er
udviklingsorienteret og arbejder med mestring for den enkelte. Skolen er
centralt placeret i området og der cykelstier alle steder fra området til
skolen. Skolen får sund skolemad lavet af hallens cafeteria. Se mere på www.noevling.dk
Midgaarden. Selvejende
daginstitution. Her er der frihed og plads til fysisk udfoldelse
for børn og personale både inde og ude, idet vi råder over ca. 600 m2 indendørs
og ca. 6000 m2
udendørs
areal! I vores
hverdag er der plads til forskellighed, både blandt børn, deres forældre og
ikke mindst i personalegruppen, som bevidst er sammensat af mennesker med
forskellige kompetencer. Vi lever op til de pædagogiske læreplaner gennem
strukturerede aktiviteter, hvor alle børn skal deltage. Derudover lever vi op
til de pædagogiske læreplaner ved at styrke børnenes frie leg gennem bevidste
valg. På Midgaarden er der plads
til at personalet kan indføre nye ideer på det pædagogiske område, dette er med
til at sikre både børn og voksnes fortsatte udvikling. Se mere på www.midgaarden.com
Nøvlingskov
efterskole. Store oplevelser og fællesskab i et kristent miljø. Skolen
lægger vægt på solid og god undervisning, hvor eleven uddannes ikke bare til
erhvervslivet, men til hele livet. Skolen danner ramme om den enkeltes personlige
udvikling i ansvarlighed over for sig selv og fællesskabet. Hverdagen bygger på
tillid, tryghed, omsorg, respekt for den enkelte og glæde ved livets
mangfoldighed. Hver elev sammensætter selv sin linje. Se mere på www.noevlingskov.dk
Købmand. Spar
købmand, der har åbent alle ugens dage. Her kan du handle alle dine indkøb og
du behøver ikke køre til Herning. På trods af hård konkurrence i større byer,
formår købmanden at have et bredt udvalg af kvalitetsvarer der tiltaler den
enkelte men også nogle discount varer som er billige og tiltaler andre.
Købmanden har tillige et bredt udvalg af nybagt brød, frisk frugt og grønt. Se
mere på www.skibbild-noevling.dk
Forsamlingshus. Byen råder i dag over
et moderne forsamlingshus, som kan rumme fra 25 personer i den lille sal, til
hele 150 personer ved leje af hele huset. Hver mandag fyldes huset af ca. 150
mennesker til byens bankospil, som drives af 4 foreninger i byen. Se mere på www.skibbild-noevling.dk/Forsamlingshus
Foreningslivet. Helt unikt og specielt
er dette systematiseret med over 25 foreninger. Der er uden tvivl også noget
for Jer, uanset om I er ældre, unge eller det er Jeres børn det drejer sig om.
Idrætscenter med cafeteria, multibane, fodbold, gymnastik, volleyball,
håndbold, ungdomsklub, badminton, spejder, korsang, banko, billard, løb, KFUM
& KFUK, lokalhistorisk arbejde, bestyrelses arbejde eller meget meget mere.
Foreningslivet er baseret på en meget stor grad af frivilligt arbejde, der er
med til at ryste folk sammen i hele området. Det man brænder for, kan man selv
være med til at sætte sit eget præg på! Se mere på www.skibbild-noevling.dk
Erhverv. Smeden, murerfirmaet, tømrervirksomheden,
entreprenør virksomheden, møbelvirksomheden, gårdbutikker, autoværksted, It
virksomhed, velvære. Alle er med til at sikre udvikling og fremgang i området
og indeholder alle arbejdspladser til gavn for området. Ikke mindst købmanden
med åbningstider alle ugens dage er et naturligt samlingspunkt i området, hvor
man også får tid til en hyggesnak med andre i byen.
Kirken.
Et naturligt samlingspunkt for mange mennesker. 1919 blev den nye kirke
indviet. En markant højtliggende bygning, synlig vidt omkring og geografisk set
placeret midt i sognet. Der afholdes i kirken forskellige koncerter ligesom der
ofte er musik til gudstjenesterne ved kirkeband – en oplevelse som bør prøves
af alle. Menighedsrådet arrangerer forskellige arrangementer og sammen med
borgerforeningen skiftes de til at afholde sogneaftener og sogneeftermiddage,
med forskellige kulturelle indslag. Se mere på www.noevlingkirke.dk
Ovenstående
beskrivelse vidner om et landsbysamfund der har været i forandring og både har
været i afvikling og udvikling. Vi ved, at de kommende år også vil bringe os
forandringer, og dem vil vi gerne være med til at præge, hvilket er baggrunden
for denne udviklingsplan. I kommunens visioner og grundlag for landdistrikterne
mener vi, at der fortsat skal være fokus på, at det skal være attraktivt at bo
på landet, og at der skal være mulighed for at drive erhverv. Nogle landsbyer
fokuserer på turisme, andre på erhverv og atter andre har fokus på bare at
overleve.
Vi mener, at
der fortsat skal være innovation og vækst i landsbyerne – og vi vil arbejde for
at dette sker i området Skibbild-Nøvling.
Vi forventer,
at kommunen er aktiv i forhold til de mange aktører, der kan hjælpe med til at
fremme udviklingen på landet. Regeringens og EU’s landdistriktsprogrammer
indeholder en række målsætninger for udviklingen af landdistrikterne fra
2007—2013, og disse skal selvfølgelig udbygges frem mod 2020. Kommunen har
landsbykontaktudvalget som det aktive sted, hvor landsbyerne mødes.
Vi forventer af
os selv, at vi er aktive medspiller i forhold til kommunen, og at vi selv
arbejder for et stærkt landsbysamfund.